Noget skal gøres, så skolen er for alle børn. Håbefuld bog giver perspektiver og værktøjer til skolens fraværsindsatser.
Tæt på hvert 5. barn har over 10% skolefravær. Det er en af grundskolens mest bekymrende udfordringer – og det kalder på forebyggelse og sammenhængende indsatser. Det er skolen, der skal sætte ind med indsatser, som forebygger og griber børn med bekymrende højt fravær. Denne grundbog viser hvordan.
BOGEN OM SKOLEFRAVÆR er skrevet af en af landets førende specialister på området, Anne Vestergaard, der har ét simpelt håb: At alle børn med bekymrende fravær får bedre hjælp – så tidligt som muligt. Anne Vestergaard har skrevet en perspektivrig bog om fastlåsende undgåelsesadfærd, om skyld og skam, pædagogisk etik, tillid og nærvær. Om nervesystemet, traumer, tryghed og tilknytning. Og om at tage ansvar, at lytte, at løfte i fællesskab og om at handle i rette tid.
Der er fokus på barnets perspektiv nænsomhed i arbejdet med børnene, hvor også kontakt, fleksibilitet, omsorg og langsomhed er centrale elementer. Det gælder ikke kun om at forstå adfærd og symptomer – men om at forstå barnet og familiens situation som helhed.
Bogen giver viden og konkrete værktøjer til skolens fraværsindsatser. Du får bl.a. redskaber til at analysere årsager, til at tale med barnet og til det gode skole-hjem-samarbejde. Bogen præsenterer en samlet indsatsmodel (MTSS-modellen) til at strukturere arbejdet med de fraværende børn og til at opspore og forebygge fravær. Undervejs i bogen kan du også læse citater fra unge, der tidligere har haft skolefravær.
BOGEN OM SKOLEFRAVÆR er til lærere, pædagoger, skoleledere, PPR, familiebehandlere, skolefraværskonsulenter og andre fagpersoner tæt på børn med skolefravær.